Eris er den mest masserige og næststørste kendte dværgplanet i solsystemet. Den er også det største kendte objekt i solsystemet, som aldrig er blevet besøgt af en rumsonde — en titel, den blot besidder, fordi den ligger så langt fra alt andet, det er værd at besøge først.
Det, der virkelig gør Eris mærkelig, er et misforhold: den er en anelse mindre end Pluto målt på tværs, men alligevel vejer den 27 % mere. En verden, der taber på størrelse, men vinder på masse, er en underlig ting at forholde sig til, og det er netop den slags underlighed, der tvang astronomer til at sætte sig ned og endelig definere, hvad en "planet" egentlig er.
Det definitionsproblem er ikke en tilfældig detalje i historien om Eris — det er hele historien. At finde et legeme ude bag Neptun, der syntes at kunne måle sig med Pluto i størrelse, stillede Den Internationale Astronomiske Union over for et valg: kalde Eris den tiende planet, eller trække en ny grænse, der placerede både Eris og Pluto på den anden side af den. De valgte grænsen, og Eris blev grunden til, at Pluto mistede sin gamle titel.
En opdagelse bygget på gamle billeder
Eris blev opdaget af teamet bestående af Mike Brown, Chad Trujillo og David Rabinowitz den 5. januar 2005 ud fra billeder, der faktisk var taget tilbage den 21. oktober 2003. Der gik mere end et år mellem det øjeblik, hvor lyset ramte teleskopet, og det øjeblik, hvor nogen genkendte, hvad der var på billedet — en påmindelse om, at meget astronomisk opdagelse ikke sker ved teleskopet, men bagefter, ved skrivebordet, mens man gennemgår data, som ingen endnu havde nået at kontrollere til bunds.
Et navn valgt til kaos
Eris fik sit navn i september 2006 efter den græsk-romerske gudinde for splid og strid. Det er svært at forestille sig et mere passende valg: opdagelsen af netop dette ene objekt var det, der drev IAU ud i striden om Plutos planetstatus, og gudinden for splid endte med at give navn til det objekt, der forårsagede den.
Mindre i bredden, tungere i vægt
Det tog år at fastlægge Eris' præcise størrelse. Dens diameter blev endelig målt til 2.326 ± 12 km, og de endelige resultater blev offentliggjort i oktober 2011, efter at astronomer havde tidtaget, hvor længe Eris udslettede lyset fra en fjern stjerne, mens den passerede foran den — en teknik, der er langt mere præcis end at forsøge at måle en svag, fjern skive direkte gennem et teleskop.
Den måling afgjorde sammenligningen med Pluto: Eris er en smule mindre end Pluto, som måler 2.376,6 ± 1,6 km på tværs, selvom Eris stadig er den mest massive af de to. Massetallet stammer fra at iagttage, hvordan Eris' måne, Dysnomia, kredser om den — ved at bruge månens bevægelse til at "veje" planeten, det samme trick astronomer bruger overalt i solsystemet. Ud fra Dysnomias omløbstid på 15,774 dage viser det sig, at Eris er 27 % mere massiv end Pluto, på trods af at være den fysisk mindre verden.
.jpg){kind=link}
En 558 år lang tur rundt om Solen
Eris har en omløbstid på 558 år — mere end det dobbelte af Plutos 248 år — og dens bane minder på ingen måde om en cirkel. Dens aphelium, altså det fjerneste punkt fra Solen, er 97,7 AU, mens dens perihelium, den nærmeste tilnærmelse, er 38,4 AU. Det betyder, at Eris tilbringer store dele af sin flere hundrede år lange omløbsbane i mere end dobbelt så stor afstand som den, den når på sit nærmeste, mens den svinger mellem en relativt overfyldt del af det ydre solsystem og et område langt ud over, hvor de fleste kendte objekter vover sig hen.
Eris' bane er også hældet omkring 44 grader i forhold til ekliptika, i modsætning til de otte planeter, hvis baner alle ligger nogenlunde i samme flade plan som Jordens. Så stejl en hældning adskiller Eris selv fra de fleste andre fjerne verdener og antyder en voldsom, kaotisk historie med gravitationsmøder frem for en rolig, ordnet dannelse på stedet.
En kold verden studeret fra Jorden og rummet
På grund af sin enorme afstand og aflange bane anslås Eris' overfladetemperatur at variere fra omkring 30 til 56 K — koldt nok til, at gasser, der ellers ville være fast is det meste af omløbet, kan opføre sig anderledes tæt på perihelium, alt efter hvor Eris befinder sig i sin 558 år lange runde om Solen.
I 2022 afslørede nærinfrarød spektroskopi af Eris foretaget af James Webb-rumteleskopet deutereret metanis på dens overflade, i mængder lavere end dem, der findes i Jupiter-familiens kometer som 67P/Churyumov-Gerasimenko. Den sammenligning er vigtig: den betyder, at Eris' metan ikke bare er kommet på samme måde som kometis, og at studere præcis hvordan det adskiller sig, hjælper astronomer med at finde ud af, hvilken slags materiale der var til rådighed, da Eris blev dannet.
Låst fast med sin måne
Eris er tidevandslåst med sin måne Dysnomia, hvilket betyder, at dens rotationsperiode er synkron med månens omløbstid på 15,78 jorddøgn. Eris og Dysnomia vender reelt permanent den samme side mod hinanden, mens de kredser om deres fælles massemidtpunkt — samme slags gensidige låsning, som binder Pluto og dens største måne, Charon, sammen.
Dysnomia er i sig selv ingen lille følgesvend. Dens diameter blev i 2018 forfinet ved hjælp af observationer fra ALMA-radioteleskopet til 615 km, hvilket svarer til 24-29 % af Eris' egen diameter — en betydelig andel for en måne, snarere end et lille brudstykke af affald. Blandt de kendte måner ved dværgplaneter er kun Charon større, hvilket gør Dysnomia til den næststørste måne ved en dværgplanet fundet indtil videre.
En mulig anden, usynlig måne
Dysnomias bane har i sig selv rejst et mysterium. I 2023 foreslog Marina Brozović og Robert Jacobson, at Dysnomias ikke-kepleriske bane — altså at dens bane ikke følger en simpel, fast ellipse, sådan som en enlig månes bane burde gøre — højst sandsynligt skyldtes en usynlig indre måne, der trak i den gennem en gennemsnitsbevægelsesresonans. Ingen har set denne hypotetiske anden måne direkte; dens tilstedeværelse udledes udelukkende af den måde, den ser ud til at skubbe Dysnomia væk fra en pæn elliptisk bane.
Kun besøgt på lang afstand
Eris blev observeret på afstand af den udadgående rumsonde New Horizons i maj 2020 som en del af dens udvidede mission efter den vellykkede forbiflyvning ved Pluto i 2015. Det var et glimt snarere end et besøg — New Horizons var allerede godt forbi Pluto og fortsatte udad, og Eris besidder stadig sin status som det største kendte objekt i solsystemet, som ingen rumsonde faktisk har fløjet forbi. Indtil videre er alt, hvad man ved om Eris, blevet lært fra Jorden eller på lang afstand.
